Det største minde begynder her

Det største minde begynder her

mandag den 25. januar 2010

Bekymringerne hober sig op.....



Har godt nok haft meget at tænke over i den sidste tid og det lader til at det ikke holder op sådan lige med det samme. Det ser sort ud med Lasses arbejdssituation for tiden. Dette bekymrer mig en hel del. Det er i den forbindelse en del ubesvarede spørgsmål som jeg ikke kan få svar på. Kun tiden kan besvare dem men det kræver at man udviser tålmodighed og det er ikke lige det jeg har mest af mere. Håber hver dag på at han kommer hjem og siger at nu er alting i den skønneste orden men svaret er nærmest altid at imorgen ved jeg noget mere.

En af mine andre bekymringer er min morfar. For et par år siden flyttede vi ham fra Århus og til Åbybro for at han kunne være tættere på os og fordi at de var bedre til at aktivere ham her. Det er dejligt at han er komme tæt på igen men bliver så ked af at se ham være ked af det. Han har for noget tid siden fået ny nabo på gangen. Dette har desvære resulteret i meget blå arme og mange skænderier mellem de to ældre herre. Min morfar er en meget dejlig rolig mand. Har aldrig set ham sur eller skælde ud (ikke jeg kan huske men har også altid været morfars pige) Det forekommer mig meget fjernt at min morfar for alvor skulle råbe og skændes med en medbeboer. Hmmm...... Da vi for nogle måneder besøgte ham havde han spildt på blusen og ville så skifte den. Men da vi fik blusen af så vil til vores skræk at hans arme var blå og lilla over alt. Vi spurgte ham hvad der var sket hvortil han svarede at det var hans nabo som slog ham fordi han ikke kunne lide ham. Vi sætter en masse i værk og jeg tager nogle billeder for at dokumentere hvordan min morfars arme ser ud. Vi kommer til møde med en sygeplejerske på plejehjemmet og plejehjemslederen. Dette er er positivt møde hvor der bliver lavet nogle retningslinier om hvordan denne situation skal håndteres og at vi skal underrettes hvis noget lignende sker igen. I sidste uge bliver jeg så ringet op af min grædende mor. Den er gal igen. Denne gang fortæller min morfar selv min mor hvad der er sket. Jeg smider alt hvad jeg har i hænderne og skynder mig på plejehjemmet. Armene er igen blå og lille, han er igen blevet slået. Igen tager jeg billeder. Jeg er så gal, rasende, vred, ked af det og mere til. Kan virkelig ikke forstå at sådan noget kan lade sig gøre??? Tænk at man som 70 årig skal udsættes for vold af en medbeboer. Det kan da ikke være rigtig??? Men men men de skal ikke få lov til at dø i synden. Nu er mor her vred og så skal jeg nok så det her ud i offentligheden på den ene eller den anden måde. Stoppes det skal det og vil gøre alt for at det sker. Ingen skal slå dem jeg elsker.



onsdag den 13. januar 2010

Dagens tal er 17


I vinduet på gæsteværelset hænger der en lille låge. Hver dag åbnes denne låge og et nyt tal titter frem. Til morgen åbnede jeg lågen og tallet som magisk kom frem var 17. Nedtællingen er i gang for fulde drøn. Kan mærke at sommerfuglene i min mave basker forvildet rundt og kan næsten ikke vente til lågen åbnes og tallet der titter frem er 0. Ved at jeg ikke er den eneste som glæder mig, der er mindst 5 andre som også gør. Alle som små børn glæder sig til juleaften.


17 dage til jeg ser sådan ud:

tirsdag den 12. januar 2010

Al begyndelse er svær

Har længe gået og tænkt på at begynde at blogge. Ikke mindst for at min bror og resten af familien kunne følge med i hvad vi går og laver. Nu er beslutningen taget og bloggen er opretten. Nu er det bare at komme frem over stepperne og lave indlæg om vores liv. Har tanker om at denne blog skal beskrive hvem vi er og de ting som betyder noget i vores hverdag. Det bliver alt fra sport, kreative evner, familie, venner, naboerne, Skjoldektivet mm.
Håber at du har lyst til at læse med