Et nyt kapitel og et nyt liv. Del 1

For over et år siden tog Lasse og jeg en KÆMPE beslutning om at vi gerne ville være forældre. Vi følte os begge klar til det og vi mente at vi havde alt det som et barn kunne have brug for. Kærlighed, omsorg, en stabil hverdag, to gange fast indkomst, værelser, barnepiger ja simpelthen alt.

Da beslutningen var taget levede jeg på en lille lyserød sky. Jeg var jo sikker på, at nu skulle vi bare igang med projekt baby og inden længe ville jeg stå med den dejligste lille guldklump i hele verden. Men jeg skulle blive klogere. Månederne gik og der skete intet. Nåede aldrig rigtig at tage en graviditetstest, for mens kom mig altid i forkøb. Det tog hårdt på os begge, men nok mest mig for jeg følte mig som en fiasko, at jeg ikke kunne blive gravid. Vi snakkede om det og blev enige om at prøve at teste for om jeg overhovedet havde ægløsning. Det havde jeg og testede nærmest positiv første gang jeg prøvede at bruge testen. Men men, stadig ingen resultat i den sidste ende.

Som tiden gik blev jeg mere og mere modløs. Kunne simpelthen ikke forstå hvorfor det ikke ville lykkes for os. Vi vidste at vi gjorde alt det rigtige. Vi talte rigtig meget om det, selvom det var utrolig svært, for det er et meget ømtålelig emne for begge parter. Der ligger en masse stolthed i det hvor man ikke vil tabe ansigt overfor hinanden eller overfor omverdenen. Vi ville flytte fokus fra projekt baby og det gjorde vi med projekt vægttab. Det kunne jo være det var det der skulle til for at vi kunne blive gravide. Det gik rigtig godt og vi begyndte at tabe os, dog stadig uden resultat på baby kontoen.

Efter et lille års tid bestiller vi en tid hos lægen. Vi vil gerne vide om der var noget galt med en af os eller os begge. Mange af den slags tanker er gået rundt i hovedet på os igennem lang tid. Vi blev rigtig positivt modtaget af lægen og da hun hørte om vores situation syntes hun at vi selvfølgelig skulle have det undersøgt med det samme. Vi fik taget en masse blodprøver og så skulle Lasse aflevere en sædprøve på fertilitetsklinikken i Dronninglund. Nu var det bare at vente på at få resultaterne og dommen for fremtiden. Det var ikke spor morsomt at vente på. En måneds tid efter var vi igen hos lægen for at få resultatet. Det så fint ud. Jeg havde ægløsning og Lasses sæd var af fin kvalitet. Dejligt - sikken en lettelse for os begge. Lægen syntes alligevel at hun ville henvise os til Fertilitetsklinikken i Dronninglund. Vi ville efter noget tid modtage brev fra dem om at komme til samtale og for at få at vide hvad de kunne tilbyde os af hjælp. Så var det igen bare at vente. Vi brugte selvfølgelig ventetiden på at arbejde videre med projekt baby, for det kunne jo være at vi ikke fik brug for hjælpen som fertilitetsklinikken kunne/ville tilbyde os. Men ingen resultat.

Få uger efter modtager vi en indkaldelse fra Fertilitetsklinikken i Dronninglund. De vil gerne se os til en samtale. Vi er begge spændte på hvad der skal ske og tager af sted med rigtig mange sommerfugle i maven. Ved samtalen snakker vi lidt frem og tilbage omkring vores situation at og vi jo skal udredes for at finde ud af om det er noget i vejen med os. Nævner selvfølgelig det stykke arbejde egen læge har lavet. Lægen kigger på det og fastslår at det er yderst tilfredsstillende for dem. Så skal vi ikke bruge yderligere tid på udredning. Pyha endnu en lettelse. Jeg bliver scannet for at se om jeg danner nogle æg. Det gør jeg heldigvis. Det var 2 æg da jeg blev scannet og det ene var modent. Lægen tilbød os at vi kunne komme i IUI behandling. Det vil sige at jeg skulle insemineres med Lasses sæd. Det var den mest skånsomme metode og den behandling startede de som regel med. Vi kunne få 3 forsøg og lykkes det ikke på de 3 forsøg, ville vi overgå til en anden type behandling. Det var noget af en pille at sluge for det kunne jeg slet ikke overskue. Var nødt til at have fokus på 1 forsøg af gangen. Fik recepter med hjem på nogle hormoner jeg skulle tage i forbindelse med behandlingen og en instruks om hvad jeg skulle gøre for at tilmelde os 1. forsøg. Vi skulle dog vide at vi sikkert ikke ville komme til ved første mens, som lå 3 dage ud i fremtiden, for der var sygdom på deres laboratorie. Øv så skulle vi måske vente endnu en måned. Det var næsten ikke til at bære.

3 dage senere da jeg endnu en gang fik min mens ringede jeg til klinikken og ville tilmelde mig 1. forsøg, selvom jeg godt kunne huske at der var sygdom blandt personalet. Tog nu alligevel chancen. Der var bingo. Jubiiiiii vi var nu tilmeldt 1. forsøg og jeg skulle starte op med hormoner. Jeg skulle også komme til en sygeplejerske samtale omkring hormoner og des lige et par dage senere. Hvor var jeg spændt på det hele. Skyndte mig at ringe til Lasse for at fortælle det. Han blev lige så glad som jeg. Så lige en tur på apoteket for at hente hormonerne. Hold da op et chok jeg fik. 1200 kroner kom jeg af med. Men tænkte, hvad er 1200 kroner mod at vi bliver forældre og får vores ønske opfyldt??? Det er jo ingenting.

Beretningen om behandlingen følger i næste indlæg.