Nyt kapitel og nyt liv. Del 2

Behandlingen.

Søndag d. 14 februar opstarter jeg på hormonet som hedder Pergotime. Det er et hormon som skal stimulere modningen af æg som skal bruges til befrugtning. De tabletter tager jeg så i fem dage og derefter overgår jeg til et andet hormon som hedder Gonal. Det hormon skal ligeledes fremme modningen af æg. Gonal skal gives som injektion, så jeg skulle stikke mig selv i maven 1 gang om dagen. Søndag d. 21 februar skulle jeg komme tilbage til fertilitetsklinikken for at blive scannet. Scanningen skulle gerne bekræfte at hormonerne havde virket og for at se hvor mange æg der var blevet modnet. Jeg havde 2 store fine æg som meget snart var klart til at løsne sig. Lægen mente at jeg ikke skulle tage hormonet Ovitrelle for at udløse ægløsning. Lægen mente at den ville komme af sig selv inden 2 dage. Jeg skulle så teste for ægløsning og når jeg testede positiv skulle jeg ringe på klinikken. Allerede mandag d. 22 februar testede jeg positiv for ægløsning. Jubiiiii jeg var klar til inseminering. Ringede på klinikken og fortalte at jeg havde testet positiv og fik at vide, at vi skulle komme dagen efter for at få udført insemineringen.

Lasse skulle tirsdag d. 23 februar aflevere en sædprøve som de så ville oprense på laboratoriet, så jeg kunne blive insemineret med de bedste svømmere. Lasse var meget nervøs for om der nu kom et godt resultat ud af hans prøve. Vi skulle så komme igen om eftermiddagen for, at jeg kunne blive insemineret med Lasses bedste svømmere.

Da vi kom der op om eftermiddagen var det med en klump i halsen og millioner af sommerfugle i maven. Vi bliver kaldt ind og jeg kommer op på briksen og bliver insemineret. Var meget bekymret for at hoppe ned fra briksen, fordi jeg var bange for at svømmerne ikke skulle blive der. Vidste godt at det var noget pjat men tanken var det nu alligevel. Blev af den søde sygeplejerske instrueret i, at jeg ikke måtte få min kernetempratur til at stige for det kunne være med til at slå svømmerne ihjel og chancen for graviditet ville mindskes betydeligt. Jeg skulle også bare hjem og slappe af.

På vej hjem i bilen sidder vi som to pjattede teenagere og fjoller. Vi er virkelig i en tilstand af lykke og siger for sjov. Prøv at tænk det er måske sidste gang vi skal køre denne tur bare os to. Ha ha ha alle sådan fjollede tanker løber gennem vores hoved. Det var slet ikke til at forså at chancen for at blive gravid virkelig var til stede. Det var også skræmmende for vores forhåbninger var selvfølgelig sat i vejret men i baghovedet lå tanken hele tiden om at ca. 50-60% af alle par bliver gravide efter 3 forsøg. Hvem sagde at vi ikke var mellem de 40-50% som ikke blev gravide efter de 3 forsøg?? Nu skulle vi vente 14 dage på at jeg skulle have taget en blodprøve for at se om mit HCG (graviditetshormon) var steget og jeg var blevet gravid. De 14 dage var ikke sjove og man var hele tiden nervøs for, at mens skulle komme og det ikke var lykkes.

9. marts var 14 dage senere og jeg skulle have taget blodprøve. Jeg fik en rigtig god kollega til at tage den på mig og gik selv over på sygehusets laboratorium for at aflevere prøven. Ville være sikker på at der ikke skete noget med den. Nu skulle jeg igen vente. De ville ringe fra fertilitetsklinikken senere på dagen med resultatet. Det er de længste 6-7 timer jeg nogensinde har været igennem. Hele tiden sad mit hjerte i halsen og var på en eller anden måde bange for at min telefon skulle ringe. Jeg gik helt alene med tankerne for vi havde bestemt at ingen skulle vide at vi prøvede at blive gravide. Det var svært. Da jeg sætter mig ned for at skulle spise min frokost ringer min telefon. Mit hjerte stoppede et kort sekund og jeg skyndte mig ud i et rum hvor jeg kunne være alene. Det var min kontaktsygeplejerske fra fertilitetsklinikken. Kunne slet ikke trække vejret og hjertet stoppede igen med at slå. Hun ville fortælle at jeg havde fået taget en blodprøve og de havde fået resultatet. Det så fint ud. Straks tænker jeg og hvad betyder det så??? Hun fortæller mig så at mit HCG tal er steget og er 46. De ville dog gerne have haft at det var 50 for, at sige at jeg var gravid, men hun mente at den var sikker nok. For en sikkerhed skyld skulle jeg få taget en ny blodprøve 2 dage efter for, at se at tallet havde fordoblet sig. Det var slet ikke gået op for mig hvad det var hun lige havde fortalt mig før hun sagde:

Tillykke du er gravid!

Jeg blev super glad og vidste slet ikke hvor jeg skulle gør af mig selv. Jeg sagde tak og var lige ved at give mig til at græde. Efter samtalen satte jeg mig helt roligt ind for at spise min frokost færdig. Bagefter ringede jeg til Lasse. Han lød helt underligt da han tog telefonen. Jeg fortalte ham at det var lykkes og at jeg var gravid. Han blev så glad og vi var begge på en lyserød sky endnu en gang. Tænk at vi var så heldige at det var lykkes i første forsøg.

2 dage senere får jeg taget en ny blodprøve. Igen var det min søde kollega som tog prøven på mig og jeg afleverede selv prøven endnu en gang. Lidt senere på dagen tjekkede jeg resultatet og sørme om ikke mit HCG var steget til 153. Jeg var helt sikkert gravid. Jubiiiiii jeg kunne slet ikke få armene ned. Dagen efter ringede jeg til fertilitetsklinikken og fortalte at mit HCG tal havde fordoblet sig. Jeg fik en tid til at komme op at blive scannet for de ville være sikker på, at graviditeten sad hvor den skulle og for at tjekke om der var et lille hjerte som blinkede.

30. Marts sad vi igen på fertilitetsklinikken i Dronninglund. Denne gang med en helt anden følelse i kroppen. Denne gang vidste vi jo at jeg var gravid, men vi var stadig nervøse. Tænk nu hvis graviditeten ikke sad rigtig eller at der ikke var liv. Vi blev kaldt ind og jeg kom endnu en gang op på briksen og skulle scannes. Lægen ledte og fandt et lille bitte felt på skærmen som blinkede. Lasse udbrød: " Er det det man kalder hjerteblink?" Lægen smilede og sagde ja og det sidder helt perfekt, rigtig mange gange tillykke i er gravide og jeg kan regne ud at du har termin 16. november. Det var helt ufatteligt. Vi havde for første gang set det som skulle blive til vores kommende barn. Der var liv og nu skulle vi bare vente på at den voksede sig stor, smuk og stærk nok til at komme ud i vores arme. Vi fik et lille billede med hjem og hele vejen hjem sad jeg og kiggede på det. Vi var ovenud lykkelige.

Fortsættelse følger om hvordan vi fortalte vores familie den gode nyhed. Det kommer også snart billeder.