Nyt kapitel og nyt liv. Del 7

Onkel Jesper.

Nu var det blevet Lasses lillebror Jespers tur til at få at vide at han skulle være onkel. Den ære skulle Lasse selv have så derfor er dette også hans indlæg på bloggen.

Lasse og Jesper skulle ud at spille fodbold med FC Blue Boys dagen efter scanningen og det ville han så fortælle det. Da de kommer ud til banerne hiver Lasse Jesper til side for der er noget han gerne vil snakke med ham om. Vi er nemlig kommet lidt i problemer med deres forældre. Lasse fortæller Jesper at deres forældre er blevet sure på os fordi vi havde spurgt om der var plads til en ekstra på bagsædet til Italien til sommer. Lasse sagde at han ikke kunne forstå det for det var ikke en som ville fylde særlig meget og så kunne vi godt være der alle 3. Jesper var hurtig og spurgte om det var katten vi skulle have med. Nej. En baby eller hvad sagde Jesper så?? Lasse erkendte med det samme at det var en baby. Jesper blev glad og ønskede tillykke og gav Lasse et ordentlig knus hvortil han knyttede kommentaren at han gad fandeme ikke passe den. Vi er dog helt sikre på at onkel Jesper ombestemmer sig når den lille kommer til verden.

Nyt kapitel og nyt liv. Del 6

Oldemor.

Da vi var færdige til nakkefoldsscanningen ringede vi til Lasses mormor, den kommende oldemor, for at høre om hun var hjemme og havde lyst til et lille besøg. Det ville hun selvfølgelig gerne. Vi aftalte at vi kom ind til hende om en time. Vi ville overraske hende med billederne fra scanningen.

Vi gik glade ind i en kopiforretning for at få billederne kopieren men ejeren fortalte at det kunne vi godt glemme for de ville aldrig blive gode. Øv hvad skulle vi så gøre. Vi ville jo have lavet en ramme med billederne og teksten: "Tillykke du skal være oldemor." Vi måtte finde på noget andet men gode råd var dyre. Vi gik i forskellige butikker og kiggede og købte faktisk flere forskellige ting. Vi endte med at gå i BabySam og købte 2 neutrale sutter og fik dem pakket ind.

Da vi kommer ind til mormor har hun stillet an med kaffe, the og madder. Det var næsten alt for meget. Vi sætter os ned og hyggesnakker lidt. Vi kommer til at snakke om at der er træls at det firma Lasse arbejder i er gået konkur og at han så mister sit job. Det bliver en hård tid for os. Lasse bringer så noget positivt frem og finder gaven. Vi har taget en lile ting med til dig som vi ved at du får brug for inden så længe. Mormor afviser og siger at det skulle vi da ikke have gjort. Hun pakker op og kigger noget på de her sutter og på os. Så må Lasse fortælle hende at dem skal hun bruge til november når hendes lille oldebarn kommer til verden. Hun bliver rigtig glad. Jeg finder billederne fra scanningen så hun kan se oldebarnet for første gang.

Da vi tager fra mormor er vi begge sikre på at hun nu vil fortælle alle veninderne om at hun skal være oldemor og at hendes oldebarn kommer til november. Det bliver dejligt at kunne ringe til hende og fortælle hende at guldklumpen er kommet. Hun bor jo ikke langt fra hverken sygehuset eller patienthotellet så hun har mulighed for at være en af de første kom kan komme og se ham/hende.

Nyt kapitel og nyt liv. Del 5

Nakkefoldscanning.

11. Maj skulle jeg scannes så Lasse hentede mig på arbejde for han skulle selvfølgelig med ind og se den lille sprælle. Vi var begge meget spændte og nervøse for tænk nu hvis guldklumpen fejlede noget eller var gået til inde i min mave. Det ville ikke være til at bære. Vi melder os i receptionen og bliver vist ind i et venteværelse sammen med andre gravide og deres partner. Det var lidt underligt at sidde der. Det hele blev pludselig så virkelig.

Vi bliver kaldt ind og kommer ind i et rum med en scanner, en  briks og 3 skærme til at se scanningsbillderne på. Jeg skulle ligge mig op på briksen for blotte min mave. Så kom det kolde gys i form af den gel som skulle gøre scanningsbillederne tydeligere. Hun satte scanneren på og mit hjerte stoppede et kort sekundt. Guldklumpen lå helt stille og jeg blev så bange. Splitsekundet efter begyndte den at sprælle :) Jubiiiiiii Vi blev begge så glade for at se det lille væsen i maven lille der og sprælle det bedste den kunne. Vi kunne se alt. 2 arme, 2 ben, hjertet, hjernen, mavesækken, de små fingre og tæer. Guldklumpen var helt perfekt. Den dag målte han/hun 6,5 cm fra hoved til numse. Det er så uvirkeligt og så lille bitte. Sygeplejersken målte nakkefolden og den var helt normal. Puha sikken en lettelse. Vi fik nogle rigtig fine risikotal som hedder 1:11604 så risikoen for at vores barn havde Down syndrom eller en genfejl er meget minimal. Det er jo helt perfekt. Hun printede et par billeder ud til os som vi kunne tage med hjem og kigge på og vise de kommende bedsteforældre.

Billederne er helt perfekte og vi er så glade for dem. Alt det man kan se på den. Den lille næse, hjernen, mave, hjertet, ben ja alt. Grundet guldklumpens længde blev min termin flyttet 2 dage tilbage så nu har jeg termin 18 november 2010. Hvad betyder 2 dage når man ved hvilket vidunder der venter???

Nyt kapitel og nyt liv. Del 4

Mormor og morfar.

Et par dage efter påskefrokosten hos Bente og Bjarne skulle jeg ud at samle ind for Kræftens Bekæmpelse. Det var en dejlig tur hvor solen skinnede. Desværre havde jeg en værre kvalme på turen men overlevede uden at kaste op. Da jeg var færdig og var kommet hjem ringede jeg til min mor og far for at høre hvor meget de havde samlet ind. De havde også fået et godt resultat. Jeg spurgte om ikke de ville ned at have en kop kaffe. Det ville de gerne men det skulle være en hurtig en for de skulle også på arbejde.

Vi bestemmer os til at vejret er så dejligt at vi skal sidde ude og nyde det. Mens vi sidder der og snakker kommer emnet ind på biler og hvad vi skal gøre med den ene. Lasse siger at den ene nok skal byttes ud med en stationscar. Min far spørger køligt om det er fordi der skal være plads til en barnevogn??? Vi kunne jo kun smile og sige ja. Mor og far blev glade selvom der gik lidt tid før det virkelig gik op for den hvad det var vi lige havde fortalt dem.

Min mor ville gerne vide om hun gerne måtte strikke til den lille guldklump og det måtte hn selvfølgelig gerne. Det ville da bare være dejligt og jeg ville specielt gerne have at hun strikkede det smukke prins/prinsesse svøb. Det ville hun selvfølgelig gerne så vores guldklump kan komme hvem i et lækkert og smukt svøb. Hun spurgte også om det havde interesse at få de ting som hun havde gemt fra Lars og jeg. Set er ting som sengetøj, lidt tøj og des lige. Det ville vi selvfølgelig gerne have for det er da lidt sjovt.

Nyt kapitel og nyt liv. Del 3

Farmor og Farfar.

Som traditionen tro skal vi i påsken til påskefrokost hos Lasses forældre. De kommende bedsteforældre. Vi ville ikke fortælle dem om graviditeten før jeg havde været til nakkefoldscanning og set at det var liv og at intet var galt med vores lille guldklump. Vi skulle jo så have et alibi for at jeg ikke kunne få en øl eller to til maden. Heldigvis har jeg et arbejde hvor vi har rådighedsvagter og kan blive kaldt ind hvis der er noget akut. Det var et perfekt alibi :)

Da vi kommer ud til Bente og Bjarne er alt som det plejer. Lasses mormor og lillebror Jesper er der. Jesper har også hans kæreste Maria men og hunden Trunte. Vi kommer ind og selvfølgelig glemmer jeg telefonen som jo er mit alibi for rådighedsvagten. Skynder mig at hente den og har den til at ligge tæt ved mig. Forklarer at jeg må undvære øllen idag fordi jeg har vagt. Jeg kunne jo blive kaldt ind og så kan jeg ikke lugte af alkohol. Min svigerfar er ikke helt tilfreds med beskeden for vi plejer jo at få en øl sammen. Men var sikker på at han ville forstå hvorfor når han fik nyheden. Vi har en rigtig hyggelig eftermiddag og de andre begynder at tage hjem. Af en eller anden grund bliver vi tilbage og hygger og snakker.

Midt i snakken begynder vi at snakke om vores ferie til Italien til sommer. Nu bliver jeg fristet. Jeg sms'er til Lasse om vi skal fortælle dem den gode nyhed selvom vi havde aftalt ikke at gøre det. Vi sms'er lidt frem og tilbage over bordet og bliver enige om at vi gør det og at det var Lasse som skulle gøre det. Lasse lægger ud med at sige: "Nu vi er ved at snakke om ferie så er der noget vi gerne vil spørge jer om." Der bliver helt stille i stuen. Lasse kigger på mig og jeg smiler bekræftende. Historien var nemlig aftalt på forhånd. "Vi vil gerne høre om der er plads til en mere på bagsædet af bilen?" Der bliver igen stille og Bjarne begynder at klø sig i håret og ved slet ikke hvad han skal sige. Efter lidt tid siger han: "Nej det syntes jeg altså er en meget dårlig ide." Bente ser også en smule skeptisk ud. Jeg udbryder med det samme at hvis ikke det er okay så skal jeg heller ikke med. Bente og Bjarne forstår slet ikke noget og ser helt underlig ud i ansigtet. Lasse fortæller dem at det er en lille person som ikke fylder særlig meget så plads bagi bilen er ikke noget problem. Der er stadig ingen reaktion fra Bente og Bjarne. Til sidst siger Lasse at grunden til at plads ikke bliver noget problem er fordi at personen som vi gerne vil have med ligger inden i min mave. Så falder 5 øren for Bente. Hun bliver så glad at hun giver sig til at græde. Bjarne er selvfølgelig også glad men hans største bekymring er nu hvem han så skal drikke øl med på ferien. Hi hi hvor er du sød Bjarne. Jeg får ham beroliget med at alkoholfri øl smager udemærket og at vi så tager nogen af dem med så vi kan sidde i forteltet og få en øl sammen når vi kommer hjem fra stranden. Bjarne bliver alligevel så befippet over nyheden at han rejser sig fra bordet og siger: "Jeg er nød til at have en øl at styrke mig på hvis det er meningen jeg skal til at være bedstefar." Da han kommer tilbage går han over til mig og skal lige mærke mig på maven. Det viser sig nemlig at han elsker gravide maver og han siger at jeg skal finde mig i at han mærker på min mave hele tiden og at han vil gøre det hver gang vi ses. Det er helt okay med mig.

Da det "værste" chok havde lagt sig var vi så nød til at fortælle dem at de skulle holde det som en hemmelighed til jeg havde været til scanning for først der skulle resten af familien have det at vide. Det var Bente ikke helt tilfreds med for hun var altså ikke sikker på at hun kunne tie stille så lang tid. Men de lovede selvfølgelig at holde vores hemmelighed. Jeg kunne se på Bente at hun var klar til at skulle ud og svinge dankortet men det fik hun også forbud med indtil at alle andre havde fået det at vide. Øv endnu en gang.

Fortsættelse følger med historien og at mormor og morfar får den gode nyhed.

Nyt kapitel og nyt liv. Del 2

Behandlingen.

Søndag d. 14 februar opstarter jeg på hormonet som hedder Pergotime. Det er et hormon som skal stimulere modningen af æg som skal bruges til befrugtning. De tabletter tager jeg så i fem dage og derefter overgår jeg til et andet hormon som hedder Gonal. Det hormon skal ligeledes fremme modningen af æg. Gonal skal gives som injektion, så jeg skulle stikke mig selv i maven 1 gang om dagen. Søndag d. 21 februar skulle jeg komme tilbage til fertilitetsklinikken for at blive scannet. Scanningen skulle gerne bekræfte at hormonerne havde virket og for at se hvor mange æg der var blevet modnet. Jeg havde 2 store fine æg som meget snart var klart til at løsne sig. Lægen mente at jeg ikke skulle tage hormonet Ovitrelle for at udløse ægløsning. Lægen mente at den ville komme af sig selv inden 2 dage. Jeg skulle så teste for ægløsning og når jeg testede positiv skulle jeg ringe på klinikken. Allerede mandag d. 22 februar testede jeg positiv for ægløsning. Jubiiiii jeg var klar til inseminering. Ringede på klinikken og fortalte at jeg havde testet positiv og fik at vide, at vi skulle komme dagen efter for at få udført insemineringen.

Lasse skulle tirsdag d. 23 februar aflevere en sædprøve som de så ville oprense på laboratoriet, så jeg kunne blive insemineret med de bedste svømmere. Lasse var meget nervøs for om der nu kom et godt resultat ud af hans prøve. Vi skulle så komme igen om eftermiddagen for, at jeg kunne blive insemineret med Lasses bedste svømmere.

Da vi kom der op om eftermiddagen var det med en klump i halsen og millioner af sommerfugle i maven. Vi bliver kaldt ind og jeg kommer op på briksen og bliver insemineret. Var meget bekymret for at hoppe ned fra briksen, fordi jeg var bange for at svømmerne ikke skulle blive der. Vidste godt at det var noget pjat men tanken var det nu alligevel. Blev af den søde sygeplejerske instrueret i, at jeg ikke måtte få min kernetempratur til at stige for det kunne være med til at slå svømmerne ihjel og chancen for graviditet ville mindskes betydeligt. Jeg skulle også bare hjem og slappe af.

På vej hjem i bilen sidder vi som to pjattede teenagere og fjoller. Vi er virkelig i en tilstand af lykke og siger for sjov. Prøv at tænk det er måske sidste gang vi skal køre denne tur bare os to. Ha ha ha alle sådan fjollede tanker løber gennem vores hoved. Det var slet ikke til at forså at chancen for at blive gravid virkelig var til stede. Det var også skræmmende for vores forhåbninger var selvfølgelig sat i vejret men i baghovedet lå tanken hele tiden om at ca. 50-60% af alle par bliver gravide efter 3 forsøg. Hvem sagde at vi ikke var mellem de 40-50% som ikke blev gravide efter de 3 forsøg?? Nu skulle vi vente 14 dage på at jeg skulle have taget en blodprøve for at se om mit HCG (graviditetshormon) var steget og jeg var blevet gravid. De 14 dage var ikke sjove og man var hele tiden nervøs for, at mens skulle komme og det ikke var lykkes.

9. marts var 14 dage senere og jeg skulle have taget blodprøve. Jeg fik en rigtig god kollega til at tage den på mig og gik selv over på sygehusets laboratorium for at aflevere prøven. Ville være sikker på at der ikke skete noget med den. Nu skulle jeg igen vente. De ville ringe fra fertilitetsklinikken senere på dagen med resultatet. Det er de længste 6-7 timer jeg nogensinde har været igennem. Hele tiden sad mit hjerte i halsen og var på en eller anden måde bange for at min telefon skulle ringe. Jeg gik helt alene med tankerne for vi havde bestemt at ingen skulle vide at vi prøvede at blive gravide. Det var svært. Da jeg sætter mig ned for at skulle spise min frokost ringer min telefon. Mit hjerte stoppede et kort sekund og jeg skyndte mig ud i et rum hvor jeg kunne være alene. Det var min kontaktsygeplejerske fra fertilitetsklinikken. Kunne slet ikke trække vejret og hjertet stoppede igen med at slå. Hun ville fortælle at jeg havde fået taget en blodprøve og de havde fået resultatet. Det så fint ud. Straks tænker jeg og hvad betyder det så??? Hun fortæller mig så at mit HCG tal er steget og er 46. De ville dog gerne have haft at det var 50 for, at sige at jeg var gravid, men hun mente at den var sikker nok. For en sikkerhed skyld skulle jeg få taget en ny blodprøve 2 dage efter for, at se at tallet havde fordoblet sig. Det var slet ikke gået op for mig hvad det var hun lige havde fortalt mig før hun sagde:

Tillykke du er gravid!

Jeg blev super glad og vidste slet ikke hvor jeg skulle gør af mig selv. Jeg sagde tak og var lige ved at give mig til at græde. Efter samtalen satte jeg mig helt roligt ind for at spise min frokost færdig. Bagefter ringede jeg til Lasse. Han lød helt underligt da han tog telefonen. Jeg fortalte ham at det var lykkes og at jeg var gravid. Han blev så glad og vi var begge på en lyserød sky endnu en gang. Tænk at vi var så heldige at det var lykkes i første forsøg.

2 dage senere får jeg taget en ny blodprøve. Igen var det min søde kollega som tog prøven på mig og jeg afleverede selv prøven endnu en gang. Lidt senere på dagen tjekkede jeg resultatet og sørme om ikke mit HCG var steget til 153. Jeg var helt sikkert gravid. Jubiiiiii jeg kunne slet ikke få armene ned. Dagen efter ringede jeg til fertilitetsklinikken og fortalte at mit HCG tal havde fordoblet sig. Jeg fik en tid til at komme op at blive scannet for de ville være sikker på, at graviditeten sad hvor den skulle og for at tjekke om der var et lille hjerte som blinkede.

30. Marts sad vi igen på fertilitetsklinikken i Dronninglund. Denne gang med en helt anden følelse i kroppen. Denne gang vidste vi jo at jeg var gravid, men vi var stadig nervøse. Tænk nu hvis graviditeten ikke sad rigtig eller at der ikke var liv. Vi blev kaldt ind og jeg kom endnu en gang op på briksen og skulle scannes. Lægen ledte og fandt et lille bitte felt på skærmen som blinkede. Lasse udbrød: " Er det det man kalder hjerteblink?" Lægen smilede og sagde ja og det sidder helt perfekt, rigtig mange gange tillykke i er gravide og jeg kan regne ud at du har termin 16. november. Det var helt ufatteligt. Vi havde for første gang set det som skulle blive til vores kommende barn. Der var liv og nu skulle vi bare vente på at den voksede sig stor, smuk og stærk nok til at komme ud i vores arme. Vi fik et lille billede med hjem og hele vejen hjem sad jeg og kiggede på det. Vi var ovenud lykkelige.

Fortsættelse følger om hvordan vi fortalte vores familie den gode nyhed. Det kommer også snart billeder.

Et nyt kapitel og et nyt liv. Del 1

For over et år siden tog Lasse og jeg en KÆMPE beslutning om at vi gerne ville være forældre. Vi følte os begge klar til det og vi mente at vi havde alt det som et barn kunne have brug for. Kærlighed, omsorg, en stabil hverdag, to gange fast indkomst, værelser, barnepiger ja simpelthen alt.

Da beslutningen var taget levede jeg på en lille lyserød sky. Jeg var jo sikker på, at nu skulle vi bare igang med projekt baby og inden længe ville jeg stå med den dejligste lille guldklump i hele verden. Men jeg skulle blive klogere. Månederne gik og der skete intet. Nåede aldrig rigtig at tage en graviditetstest, for mens kom mig altid i forkøb. Det tog hårdt på os begge, men nok mest mig for jeg følte mig som en fiasko, at jeg ikke kunne blive gravid. Vi snakkede om det og blev enige om at prøve at teste for om jeg overhovedet havde ægløsning. Det havde jeg og testede nærmest positiv første gang jeg prøvede at bruge testen. Men men, stadig ingen resultat i den sidste ende.

Som tiden gik blev jeg mere og mere modløs. Kunne simpelthen ikke forstå hvorfor det ikke ville lykkes for os. Vi vidste at vi gjorde alt det rigtige. Vi talte rigtig meget om det, selvom det var utrolig svært, for det er et meget ømtålelig emne for begge parter. Der ligger en masse stolthed i det hvor man ikke vil tabe ansigt overfor hinanden eller overfor omverdenen. Vi ville flytte fokus fra projekt baby og det gjorde vi med projekt vægttab. Det kunne jo være det var det der skulle til for at vi kunne blive gravide. Det gik rigtig godt og vi begyndte at tabe os, dog stadig uden resultat på baby kontoen.

Efter et lille års tid bestiller vi en tid hos lægen. Vi vil gerne vide om der var noget galt med en af os eller os begge. Mange af den slags tanker er gået rundt i hovedet på os igennem lang tid. Vi blev rigtig positivt modtaget af lægen og da hun hørte om vores situation syntes hun at vi selvfølgelig skulle have det undersøgt med det samme. Vi fik taget en masse blodprøver og så skulle Lasse aflevere en sædprøve på fertilitetsklinikken i Dronninglund. Nu var det bare at vente på at få resultaterne og dommen for fremtiden. Det var ikke spor morsomt at vente på. En måneds tid efter var vi igen hos lægen for at få resultatet. Det så fint ud. Jeg havde ægløsning og Lasses sæd var af fin kvalitet. Dejligt - sikken en lettelse for os begge. Lægen syntes alligevel at hun ville henvise os til Fertilitetsklinikken i Dronninglund. Vi ville efter noget tid modtage brev fra dem om at komme til samtale og for at få at vide hvad de kunne tilbyde os af hjælp. Så var det igen bare at vente. Vi brugte selvfølgelig ventetiden på at arbejde videre med projekt baby, for det kunne jo være at vi ikke fik brug for hjælpen som fertilitetsklinikken kunne/ville tilbyde os. Men ingen resultat.

Få uger efter modtager vi en indkaldelse fra Fertilitetsklinikken i Dronninglund. De vil gerne se os til en samtale. Vi er begge spændte på hvad der skal ske og tager af sted med rigtig mange sommerfugle i maven. Ved samtalen snakker vi lidt frem og tilbage omkring vores situation at og vi jo skal udredes for at finde ud af om det er noget i vejen med os. Nævner selvfølgelig det stykke arbejde egen læge har lavet. Lægen kigger på det og fastslår at det er yderst tilfredsstillende for dem. Så skal vi ikke bruge yderligere tid på udredning. Pyha endnu en lettelse. Jeg bliver scannet for at se om jeg danner nogle æg. Det gør jeg heldigvis. Det var 2 æg da jeg blev scannet og det ene var modent. Lægen tilbød os at vi kunne komme i IUI behandling. Det vil sige at jeg skulle insemineres med Lasses sæd. Det var den mest skånsomme metode og den behandling startede de som regel med. Vi kunne få 3 forsøg og lykkes det ikke på de 3 forsøg, ville vi overgå til en anden type behandling. Det var noget af en pille at sluge for det kunne jeg slet ikke overskue. Var nødt til at have fokus på 1 forsøg af gangen. Fik recepter med hjem på nogle hormoner jeg skulle tage i forbindelse med behandlingen og en instruks om hvad jeg skulle gøre for at tilmelde os 1. forsøg. Vi skulle dog vide at vi sikkert ikke ville komme til ved første mens, som lå 3 dage ud i fremtiden, for der var sygdom på deres laboratorie. Øv så skulle vi måske vente endnu en måned. Det var næsten ikke til at bære.

3 dage senere da jeg endnu en gang fik min mens ringede jeg til klinikken og ville tilmelde mig 1. forsøg, selvom jeg godt kunne huske at der var sygdom blandt personalet. Tog nu alligevel chancen. Der var bingo. Jubiiiiii vi var nu tilmeldt 1. forsøg og jeg skulle starte op med hormoner. Jeg skulle også komme til en sygeplejerske samtale omkring hormoner og des lige et par dage senere. Hvor var jeg spændt på det hele. Skyndte mig at ringe til Lasse for at fortælle det. Han blev lige så glad som jeg. Så lige en tur på apoteket for at hente hormonerne. Hold da op et chok jeg fik. 1200 kroner kom jeg af med. Men tænkte, hvad er 1200 kroner mod at vi bliver forældre og får vores ønske opfyldt??? Det er jo ingenting.

Beretningen om behandlingen følger i næste indlæg.