I sidste uge var der det mest vidunderlige vejr. Et efterårsvejr man snildt kunne forveksle med sommer. Man kunne være ude uden jakke, sidde ude og hygge med en øl sammen med naboen. Sidste uge var Tobias hjemme fra dagpleje fordi dagplejemor Karen skulle have ferie. Vejret var perfekt til at have ham hjemme og lave en masse udendørs. Vi skulle rigtig hygge.
Den ene dag blev det til en gåtur på landet for at hente pyntegræskar. Vi bor en spytklat fra byskiltet og ca 1,5 km ude af vejen ligger der en lille bod med græskar i alle afskygninger. Så fik Tobias også muligheden for at kigge på heste, høns og andre dyr som kom forbi. Hestene var han meget begejstret for, for de fulgte jo med når vi gik. Desværre var der en grøft så vi ikke kunne komme til at klappe dem.
Dagen efter var vejret lige så vidunderlig. Der var dog noget tåget til langt op af middagen men det forhindrede ikke os i at tage på kastanjejagt. Der ligger en lille grøn plet i byen med 3 kastanjetræer. Dem skulle vi ned at samle nogen af. Der blev pakket overtræksfutter og regnbukser i barnevognen og så traskede vi af sted. Vi samlede en masse kastanjer og Tobias nød virkelig at få lov at kravle på det dugvåde græs. Alt skulle undersøges og smages på. Han havde græs hængende ud af mundvigene og var super charmerende. Det var med smil, grin og hvin han kravlede rund i græsset og hjalp med at finde kastanjer.
Da vi kom hjem fik vi pyntet det lille cafebord som vi har til at stå uden for mellem for- og bagdør. På vej hjem fra parken købte vi en flot lyng med hjem til at plante i natpotten. Den skulle også på bordet. Det blev rigtig fint med pyntegræskar, blade, lyng, kastanjer og en gammel lygte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar