Evigt elsket og savnet

Kan slet ikke forstå at det nu allerede er 1 år siden at jeg mistede min elskede morfar. Tror aldrig at jeg glemmer dagen. Har gennemlevet den igen og igen i mit hoved og i mine drømme. Der er mange ting omkring hans død som jeg er meget taknemmelig for men der er også ting som jeg gerne ville have været foruden. Det var en enorm hård dag at komme igennem og jeg er glad for at jeg havde Lasse til at støtte mig og Tobias til at få mig til at smile trods min sorg.

Der går nærmest ikke en dag hvor jeg ikke tænker på ham og på hvor meget jeg savner ham. Til morgen gennemlæste jeg det indlæg jeg skrev for 1 år siden. Jeg læste også det indlæg min bror havde lavet på hans blog. Det betød at jeg brød total sammen og græd min i søvn. Havde været i nattevagt så det var ok at falde i søvn.
I eftermiddag samlede jeg mod sammen til at gå en tur på kirkegården. Jeg har været der jævnligt men syntes at det er super hårdt. Til trods for at han ønskede at blive begravet i de ukendtes så ved vi hvor hans urne er sat ned. Gjorde det nemlig selv. Jeg havde været en tur hos blomsterhandleren og havde købt en lille sammenplantning og en langstilket hvid rose. Havde Tobias med i klapvognen og det var jeg glad for, for jeg kunne bruge ham som trøst da tårene pressede sig på og løb ned af mine kinder. Fik fortalt ham at vi savnede ham og at vi tænkte på ham. Føj hvor er det hårdt og sidder også i skrivende stund med tårene trillende ned af kinderne. Savnet er enormt og det samme er kærligheden til ham. Håber virkelig at tiden snart læger sorgens sår noget mere for den æder en lille del af mig hver gang jeg tænker på ham.

Tobias lægger den hvide rose hos oldefar.