Evigt savnet

I dag er det 7 måneder og 1 dag siden min elskede morfar måtte slippe livet til fordel for et evigt liv på den anden side i det smukke lys. På trods af at det er så lang tid siden, så er mit hjerte langt fra helet. Mit savn til ham er stadig lige så stort som for 7 måneder siden. Det gør ondt i mit hjerte at han ikke fik lov til for alvor at opleve Tobias blive stor og sjov. Er ikke et sekund i tvivl om at min morfar elskede ham den lille Tobias. Man kunne se det i hans øjne når vi besøgte ham. Jeg tænker stadig på ham dagligt og sender ham mange kærlige tanker. Kan ikke fatte at jeg ikke skal besøge ham juleaften som vi plejede at gøre. Jeg skal aldrig mere klemme hans krogede hånd og høre hans dejlige kærlige stemme når han drillende kaldte mig Tykke. Jeg har den dag i dag stadig svært ved at besøge kirkegården for der er han jo ikke. Jeg kigger dog altid ind på hans grav når jeg kører forbi. Han bor i mit hjerte og i min bevidsthed og der vil han blive til den dag det bliver min tur til at drage mod lyset og den evige kærlighed.

Morfar jeg elsker dig og savner dig helt enormt.