På tur med kælk

Når man er lille og aldrig har oplevet sne så kan det der hvide lag som dækker den velkendte jord være meget skræmmende. Når man kommer ud at stå blandt alt det hvide kan man blive helt handlingslammet. På trods af at man kan se mor og far og bruge dem som pejlemærker så vil de små ben ikke flytte sig.

 Balancen er heller ikke den bedste når den velkendte jord er dækket af noget hvidt. Når endelig hjernen får overbevist benene om at flytte sig så siger jorden en sjov lys. Knirk knak knirk. Trip trip det er ikke så skræmmende alligevel. Heldigvis har jeg en kælk så en gårtur med mor og far er ikke så skræmmende alligevel. Far skal dog lige give mig en hånd når jeg skal ombord i kælken. Den vil nemlig ikke stå stille på det der hvide lag som dækker den jord som jeg ellers kender så godt.

En anden god ting ved at gå tur sammen med mor, far og kælken er at på vores vej er der en lille bakke som man kan køre ned af. Det er faktisk ret sjovt men jeg kan altså ikke finde ud af at dreje på min kælk og det betyder at jeg kommer ned at ligge i det hvide lag. Puha det er koldt men nu har jeg lært at hvis jeg løfter mit hoved og tager fra med armene så er det slet ikke så slemt at vælte. Det tog mig nogle gange at lære det men nu kan jeg og er klar til flere kælketure.

Når jeg så vælter så er mor og far der heldigvis til at hjælpe mig op igen. Det er nemlig meget svært i sådan en flyverdragt. Mor siger at jeg skal have dem på for ellers kommer jeg til at fryse. Der er også koldt udenfor. Der kommer røg ud af min mund når jeg trækker vejret og det ser sjovt ud. Jeg glæder mig allerede til at jeg skal drøne ned at bakken igen. Mor og far siger at når jeg bliver lidt større så skal jeg med på noget som hedder skiferie nem så bliver det ikke på kælk men på noget som hedder ski. Men indtil vil jeg nu nyde min kælk.